Præstens tale

Ved Anita Hjul og Jacob Seedorf Sørensen bryllup i Visborg kirke lørdag 23. august 2008 kl 16.00.

Salmer: 15, 289, 706, 494. Brudeparret skal have ringe på. Der stilles en stol frem til hatten.

Bryllupstale:

Kære brudepar – kære Anita og kære Jacob!

Det er næsten for indlysende her i dag bare at genfortælle H. C. Andersens eventyr ”Hyrdinden og skorstensfejeren”, men helt undgå at nævne eventyret kan vi vel heller ikke. Eventyret er i øvrigt, som alle H. C. Andersens eventyr, et eventyr med mange lag. – Først og sidst er det dog et eventyr om ung kærlighed og om, hvor besværligt det kan være med den kærlighed.

H. C. Andersen lader sit eventyr ende lykkeligt til trods for alt det bøvl, hyrdinden og skorstensfejeren må igennem undervejs. De to elskende får hinanden til sidst, og ”de levede lykkeligt, indtil de gik i stykker”, som det hedder ved eventyrets slutning.

Undervejs måtte de dog så grueligt meget igennem, men som det hedder i eet af Andersen andre eventyr: ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg”.

Det er resultatet, der tæller, kunne man sige – sådan som vi i høj grad oplever det i disse dage ved De olympiske Lege. Når først medaljen er i hus, så tænkes der ikke mere på alle de anstrengelser, der gik forud.

Det er resultatet, der tæller – også for jer to Anita og Jacob – det, at I nu endelig har besluttet jer for at blive gift med hinanden. Et stykke tid har I været undervejs til det her, men nu har I besluttet jer, og det er det, der tæller. Det er dagen i dag, der tæller, her hvor du, Anita, får din ”skorstensfejer” og hvor du, Jacob, får din ”hyrdinde” med alt, hvad det betyder for jer begge af ansvar og pligter ikke bare i dag, men i alle de dage, der følger efter dagen i dag.

Skorstensfejeren – ja!

Det kommer sikkert ikke bag på jer, at skorstensfejeren ned igennem tiden er blevet set på som en lykkebringende person.

Særligt vigtigt skal det være at møde en skorstensfejer, hvis man befinder sig i en overgangssituation, det vil sige på et tidspunkt, hvor man står over for at skulle påbegynde noget nyt – og det gør man jo unægteligt, når man gifter sig, så hvor må det være lykkebringende at stå dér, hvor I står i dag.

Lykken – ja!

Man kunne godt filosofere lidt over den lykke – og det er da også til en vis grænse det, vi er samlet om her i dag. Om lykken. Om jeres lykke. Om jeres fremtid. Og I må da gerne vide, at vi er samlet med alle gode ønsker for jer og for det, I nu går ind i, at I virkelig må finde lykken og dermed glæden og meningen og fremtiden hos hinanden.

Det fællesskab, I begynder på i dag, er ikke et nyt fællesskab for jer. I har allerede boet sammen i mange år. I har en dejlig lille familie og et smukt hjem. I trives i jeres og har det godt, og det er med den baggrund, at I er kommet her i dag, for ligesom at sætte ”kronen på værket”. For at få papir på, at det altså er jer to, der hører sammen.

Tillykke med det – og tillykke med alt det, I har nået undervejs. Jeres familie og jeres hjem, men også jeres uddannelse. Du, Jacob, skorstensfejer med årets flotteste karakter, og du, Anita, på vej med en uddannelse, som du er meget grebet af, og som du er god til.

Det er godt gået af jer begge og tillykke med det – og så er der jo det, Anita, at når Jacob, som de fleste af vi andre, kommer til at lide af det, vi kalder ”selektiv hørelse”, at så kan du måske belære ham om, hvad den slags egentlig går ud på. En særdeles praktisk uddannelse, må man sige, og anvendelig også i det helt nære.

Det er spændende for jer, og det er dejligt at mærke, hvordan I – for nu at bruge det ord – brænder for de valg, I sådan har gjort.

I dag er det dog lidt andet, I brænder for – eller er optaget af. Det er jeres bryllup, alt det, der sker her i kirken i dag, og alt det, der skal ske omkring jer i timerne, der følger efter oplevelsen her.

Indtil nu er der blevet talt om den lykke, der er forbundet med skorstensfejeren. Vi har også lige været omkring H. C. Andersens eventyr ”hyrdinden og skorstensfejeren” og snakket om, hvad det eventyr egentlig fortæller. I begge sammenhænge er der blevet talt om lykken og om glæden. Hvad vi ikke har talt så meget om, det er livet. Det liv, som I går ind i, når I går ud herfra i dag som ægtefolk, som kone og mand.

Det liv er meget mere facetteret, end vi umiddelbart tænker. I H. C. Andersens eventyr er det lidt fremme i den del af eventyret, der fortæller om de problemer, som de to elskende må igennem undervejs, men ellers har ordene her i dag mest handlet om lykken og om glæden, om livets fest, men livet er ikke altid bare fest, og det véd I to godt en helt masse om.

Problemerne er der og brydningerne, og de kommer til os alle sammen uden undtagelse, også stundom i så voldsom en grad, at vi kan føle os knækket. Til de fleste tider er det vores egen skyld. Vi kan være dumme. Vi kan ødelægge for hinanden. Vi kan misforstå, og vi kan være tankeløse. Alt sådant, der kan gøre rigtig ondt, og måske være skæbnesvangert for det forhold, vi står i.

Når vi kommer dertil, så er det som om, hverken H. C. Andersen eller folketroens tale om skorstensfejerlykken længere er nok. Så skal der noget mere til, og det mere taler vi om her i kirken, hvor vi sætter livet ind i en større sammenhæng end bare lige eventyrets og folketroens.

Her sætter vi livet ind i evangeliets verden og fortæller, at vi er del af GUDs skaberværk, lagt i hans hånd i dåben og holdt fast dér af hans kærlighed.

Vi er hans, og han svigter os ikke, det er evangeliets ord – heller ikke når vi er allermest dumme. Heller ikke når vi fejler og træder ved siden af. Han tilgiver os og samler os op igen og igen. Vi hører ham til i JESUS KRISTUS, hvilket betyder, at vi har del i ham og i hans liv, død og opstandelse. Vi er ikke prisgivet denne verdens ødelæggende magter, men sikret en plads dér, hvor det betyder noget at have en plads – og det er med vished herom, at vi kan gå ind i livet her og leve det til glæde for os selv og for hinanden, også i ægteskabet. Og det er det, vi skal. Og det er det, I skal.

Kærlighed og tilgivelse, det er på det, livet er bygget, og det er på det, livet skal bygges, og det er derfor, vi her i kirken ynder at tale netop om kærlighed og tilgivelse. Om kærligheden, som det der skal binde os sammen og holde os på plads hos hinanden, og om tilgivelsen som det der skal bringe os igennem og videre frem, sådan at det dumme ikke får lov til at slå fællesskabet ihjel.

”Som Herren tilgav jer, skal I også gøre”, hedder det i bryllupsritualet med ord, der skal være jeres vielsesord i dag og hver dag siden efter. I skal lytte til de ord og tage dem med jer. Leve i dem og lade dem være grundlag i jeres forhold.

Gør I det, så er I nemlig godt på vej mod at nå det, der var meningen med jeres ægteskab helt fra begyndelsen: at det leves jer slev til lykke glæde og gav, vi andre til et godt eksempel og GUDs hellige navn til ære.

Så give GUD jer lykke til og sin velsignelse.

AMEN.